Menu

Remigijus Mikalainis er ny mand mellem stængerne i HIF

image Foto: Palle Herløv
Af Palle Herløv
31. oktober 2017 kl. 08:21

SENIOR - Hedensted har lavet en aftale med Vejle Boldklub, der betyder, at den 19-årige målmand Remigijus Mikalainis fremover spiller for "De Grønne".

Cheftræner Alex Nørlund fortæller, at den 19-årige litauer er kommet til klubben med en fantastisk attitude og indstilling, og han mener, det er med til at optimere træningsforholdene, at man nu har tre dygtige målmænd til rådighed i Remigijus Mikalainis, Michael Mandal og Simon Sund.

- Det var vejlenserne, der spurgte, om vi var interesserede i at have ham her i klubben, og det takkede vi ja til. Han sad på bænken i vores kamp ude mod Skanderborg og hjemme mod Randers Freja, hvilket naturligvis ikke er et udtryk for, at Simon Sund, der har været fast reserve for Michael Mandal, skal skubbes ud af førsteholdstruppen. Simon var med på andetholdet, da det havde mulighed for at rykke op i deres kamp, der blev spillet samtidig med vores lørdag 14. oktober, siger Alex Nørlund.

Remigijus Mikalainis er vokset op i Vilkaviškis i Litauen. Han har tidligere spillet for FK Süduva i sit hjemland, og han begyndte hurtigt at lede efter et sted i nærheden af Vejle, hvor han kunne fortsætte med at spille, da han kom til Danmark for at studere.

- Jeg læser på Erhvervsakademiet Lillebælt, så jeg prøvede først i VB, hvor de ikke kunne tage nye spillere ind midt i sæsonen. Derfor kom jeg til Hedensted, hvor jeg hurtigt er faldet til, og jeg er glad for at se, hvor gode faciliteter og træningsmiljø her er, siger den 19-årige målmand til hedenstedif.dk.

- Jeg er blevet taget godt imod af trænerne og mine medspillere, hvilket betyder meget, da jeg er den eneste udenlandske spiller i truppen. Jeg er glad for at have debuteret ude mod Lystrup her i weekenden, og jeg håber, jeg får mere spilletid, siger Remigijus Mikalinis.

FAKTA
Fulde navn: Remigijus Mikalainis
Alder: 19 år
Højde: 173 cm
Position: Målmand
Tidligere klub: FK Süduva (Litauen)