Menu

U19: Klar til puljefinale efter storsejr mod Vonsild

14. marts 2016 kl. 20:02

UNGDOM - Dagens U19-kamp imod Vonsild var en kamp, der havde sat gang i sommerfuglene hos alle omkring holdet, da man skulle møde en modstander, som kun havde tabt en enkelt træningskamp, og det var til førerholdet i puljen, Vamdrup.

Da Hedensteds U19-hold før kampen var ubesejret, lå der et lille topopgør og ventede. Det kunne man mærke fra start. HIF-drengene fik i dén grad betydningen af seniorbold at føle på denne flotte søndag eftermiddag.

Et hårdt spillende Vonsild-hold prøvede fra kampens start at præge både kampen og dommeren med hårde tacklinger og verbale gloser, som ikke behøver uddybes. Heldigvis havde ”De Grønne” taget en del med fra forrige kamp, hvor man i stedet for at blive kuet som i sidste weekend tog slagsmålet op som mænd. Selvom cheftræner Mads Nissen nød fighten fra drengene, var han nervøs for fodboldspillet:

- Jeg frygtede meget, at drengene ville ty til de nemme løsninger med at slå lange bolde og generelt prøve at vinde nærkampe med primitivt spil, for det er ikke sådan, vi som hold vil spille. Vi vil spille seværdigt fodbold, og vi vil have bolden så meget som muligt, siger Mads Nissen til klubbens hjemmeside.

- Heldigvis for trænerteamet havde drengene i dag is i maven, så de var rolige og dygtige på bolden. For det meste. Dette skal især tilskrives en tilbagevendt Marcus Schulz, som spillede sin bedste kamp til dato under mig som træner. Schulz var i dag blevet udnævnt til forårets anfører, og det havde den naturlige general taget til sig. Flot kamp af Marcus Schulz, siger træneren.

Dagens taktik: Mål!
På taktiktavlen i dag havde Mads Nissen skrevet ét ord: MÅL! Skrevet med versaler for at understrege vigtigheden, og han blev glad, da de endelig kom. Efter blot otte minutter blev det til 1-0. Hedensted fik indkast på Vonsilds banehalvdel. Jacob ”Flamme” Hansen modtog bolden og headede den videre til en fremadstormende Alexander Frostholm, som i højt tempo fik sat hele bagkæden på sin første berøring, og bang: 1-0 til Hedensted.

Efter scoringen blev kampen i dén grad til en herrefight, som dagens dommer ikke helt magtede at styre. I hvert fald blev tacklingerne så hårde, at HIF's assistenttræner Brian Jørgensen lige måtte op og markere sig, hvilket var på sin plads.

Efter 35 minutter kom så kampens anden scoring. På en solotur, som havde været Messi værdig, tog Casper Bigom bolden og førte den 40 meter frem ad banen, hvor tre modspillere forgæves prøvede at stoppe ham. Lige lidt hjalp det, og med en veltimet aflevering var dagens fighter Rasmus Sundahl fri, og han skuffede ikke: 2-0.

Dommer - hvor lang tid til pause?
Fem minutter før pausen fik Casper Bigom gult kort efter to hårde tacklinger, hvor den sidste var et sekund for sent, så pause til Bigom på 10 minutter. Det fik udeholdet lidt længere frem, og på et indkast i sidste minut af første halvleg blev en Vonsild-spiller spillet fri. Han knaldede bolden hårdt og flot ind bag en chanceløs Simon Sund til 2-1. Til irritation for træner Mads Nissen:

- Havde det nu bare været et mål, hvor de flot kombinerede sig igennem, kunne jeg tilgive det, men de får målet på et indkast, hvor vi er mere interesseret i at vide, hvor lang tid der er tilbage af halvlegen. En åndsvag afslutning på en ellers mere end godkendt halvleg. Problemet er lidt, at det er den her fejl, som kommer til at overskygge hele halvlegen, og det er for dumt, forklarede Mads Nissen.

Pausepuster med opsang fra coach
Så efter en lille opsang i pausen kom drengene på banen med fornyet mod på tilværelsen, og herfra så de sig ikke tilbage. Bedst afspejlet i en Casper Bigom, som var blevet træt af alle frisparkene, eller forsøg på at begå dem på ham, så han fik tørret enhver selvtillid af en Vonsild-spiller ved først at tage bolden fra ham, rulle bolden imellem benene på ham, løbe fem meter frem, for så at lave tunnel på ham igen. Stakkels mand, den må have gjort ondt.

Hele anden halvleg stod i ”De Grønnes” tegn med to mål af Flamme og et fantastisk mål af Mads Nielsen, hvor han først fik loppet bolden over to fremstormende Vonsild-spillere, for til sidst at loppe bolden over en forvirret keeper. Fremrangende detalje af Mads.

- En kamp, som jeg havde håbet på
- Det blev en kamp, lidt som jeg havde håbet på. Vi giver stort set ingen chancer væk, men skaber selv fem til 10 100 procents chancer, plus drengene får lov til at mærke noget rigtig fysik i dag, som man normalt ikke ville mærke, hvis det havde været en U19-kamp. Kampens spiller er uden tvivl i dag Marcus Schulz, som havde fået en rolle som boldbryder og ikke boldfordeler. Men han gjorde alle mine ord i taktikrummet til skamme, for han var så dygtig på bolden i dag, bedre end jeg har set ham nogensinde, siger Mads Nissen.

- Dog skal hele holdet igen i dag roses. Især for den flotte fight og for deres måde at tage ansvar på. Næste weekend er der puljefinale imod Vamdrup, så hele holdet håber på samme opbakning som i dag, da det altid giver 20 procent mere, når der er tilskuere.

Næste og sidste træningskamp er søndag kl. 16 mod Vamdrup på HM Parks kunstgræs. 

HIF's startopstilling:
1. Simon Sund (m)
2. Rasmus Klærke
3. Nikolaj Lindblad
4. Frederik Andreasen
5. Mads Nielsen
6. Marcus Schulz
7. Rasmus Sundahl
8. Sebastian Østergaard
9. Casper Bigom 
10. Alexander Frostholm ©
11. Jacob "Flamme" Hansen

På bænken:
12. Nikolaj Lindblad
13. Marc Dahl

Mål:
08' 1-0 Alexander Frostholm
34' 2-0 Rasmus Sundahl
45' 2-1 Ukendt
58' 3-1 Jacob "Flamme" Hansen
88' 4-1 Jacob "Flamme" Hansen
90' 5-1 Mads Nielsen

Ind- og udskiftninger:
00' Nikolaj Lindblad ind  Frederik Andreasen 
00' Marc Dahl ind  Alexander Frostholm ud 

Luk