HIF er årets fodboldklub i Østjylland
Hedensted IF er kåret til Årets Fodboldklub 2025 i DBU Jylland Region 3. Prisen blev overrakt af formand Claus Warming (yderst tv.) og Anita Schytte (yderst th.) fra regionsbestyrelsen. Foto: Marie Lauridsen, DBU Jylland Kommunikation
KLUBNYT - Hedensted IF er blevet kåret som "Årets Fodboldklub" i DBU's region 3.
Det skete på årsmødet i Forum Horsens mandag aften.
Målrettet prioritering af børnefodbolden. En dedikeret indsats for piger og kvinder i klubben. Og tilbud til alle trænere om uddannelse. Det er blot nogle af årsagerne til, at Hedensted IF får prisen.
Børneudvalg skaber sammenhæng
Hedensted IF har de seneste år oplevet medlemsfremgang - særligt på børneholdene - og det er ikke kommet af sig selv.
Klubben har nedsat et børneudvalg, som blandt andet har haft til opgave at skabe sammenhænge på tværs af årgange og køn på børne- og ungdomsholdene. Det har medført, at klubben nu har en børnepolitik, en forældrehåndbog og en opdateret version af klubbens "grønne tråd", som er klubbens guide til sammenhæng mellem ungdomsårgangene.
Indsatser for børn
Og der er handling bag ordene.
Hedensted IF's prioritering af børne- og ungdomsfodbolden ses konkret ved, at klubben har tilknyttet fire børneudviklingstrænere, der støtter op om trænerne og er dedikerede til henholdsvis piger, drenge og overgangen fra ungdom til senior.
Det målrettede arbejde har også ført til, at de for nyligt har fået stemplet "DBU Børneklub".
Men klubben viser også sit værd som "DBU Get Movin"-klub. I samarbejde med to andre klubber er de del af en målrettet indsats for fastholdelse og rekruttering af piger og kvinder i fodbolden.
Klubberne arrangerer eksempelvis fællestræninger for U10-U12-piger og besøger skoler i nærområdet for at lave fodboldtræning for piger.
Træneruddannelse og oplæring af unge trænere
For at sikre kvalitet i træningen og kontinuerlig udvikling på alle årgange, tilbyder HIF alle trænere at komme på træneruddannelse.
Klubben har selv afholdt UEFA C1 og C2, og hele 47 trænere har dygtiggjort sig på en uddannelse i de seneste par år. Det betyder, at 77 procent af medlemmerne møder en uddannet træner på banen.
Samtidig får de unge spillere chancen for at prøve sig af som hjælpetrænere. Det gør man for at sikre fødekæden af trænere i klubben, men også med det for øje at styrke kulturen og fællesskabet.
Selvom klubben har haft stort fokus på udvikling og nye tiltag de seneste år, er der også plads til at holde fast i velkendte aktiviteter. Rekrutteringseventen "Pigeraketten" er landet i klubben næsten hvert år det seneste årti, og DBU's Fodboldskole har været afholdt siden 1997.
Med prisen som "Årets Fodboldklub" i DBU Jylland Region 3 går Hedensted IF automatisk videre i konkurrencen om at blive "Årets Fodboldklub" i Danmark. Den landsdækkende pris uddeles i starten af 2026.
Tillykke til Hedensted IF!