Menu

Officielt: Mathias Kubel skifter til AaB

image Foto: AaB.
Af HIF Kommunikation
27. januar 2026 kl. 13:31

SENIOR - Nu er det officielt, at 24-årige Mathias Kubel fra Hedensted fortsætter sin professionelle karriere i 1. divisionsklubben AaB.

Det oplyser både AaB og Mathias' nu tidligere klub, Aarhus Fremad, på deres hjemmesider.

Der er tale om en fire-årig kontrakt, og Mathias starter i Aalborg med første træning onsdag i denne uge.

- Med sin målfarlighed og sit chanceskabende spil har Mathias Kubel i efteråret 2025 været én af de største profiler i landets næstbedste fodboldrække, hvor han foreløbig i denne sæson har leveret fem scoringer og seks assists, hvilket er næstflest målinvolveringer af nogen spiller indtil videre i sæsonen i Betinia Ligaen, skriver AaB.

I alt opnåede Mathias 101 officielle kampe for Aarhus Fremad med 25 scoringer og 11 assists.

AaB’s sportschef John Møller siger, at han er meget tilfreds med at have landet aftalen med Mathias Kubel, fordi han kan dække flere positioner i offensiven.

- Det giver os endnu flere strenge at spille på. Han er dynamisk, hurtig, udfordrende, relationelt stærk og passer godt ind i vores spillestil. Vi har fulgt Mathias tæt og har i processen haft et godt forløb med Aarhus Fremad, og vi ser frem til, at han fortsætter sin udvikling i AaB, hvor vi er overbeviste om, han han kommer til at gøre en positiv forskel, siger sportschefen til AaB's hjemmeside.

Mathias Kubel udtaler sig også til hjemmesiden med følgende ord:

- Det er det perfekte step i min karriere, føler jeg, så jeg blev rigtig glad, da AaB henvendte sig. AaB er en kæmpe klub i dansk fodbold. Det er en klub med ambitioner og en klub, som jeg kan se mig selv i.

Han startede med at spille i fodbold i HIF og skiftede så som U13-spiller til AC Horsens' akademi, men han har været tilbage i HIF som seniorspiller inden skiftet til Aarhus Fremad.

LÆS OGSÅ: Medie: Mathias Kubel solgt for fire millioner kroner

Hos Aarhus Fremad siger direktør Jesper Blicher, at da man forlængede Mathias' aftale i efteråret 2025, lavede de sammen en plan om, at kom den rigtige klub med "den rigtige økonomiske pakke" for Fremad, så skulle de forsøge at lande en aftale.

- Det er sket nu. Mathias glæder sig til skiftet, og vi får en rigtig god økonomisk kompensation, siger direktør Jesper Blicher.

Mandag kom det frem, at prisen for salget af Mathias Kubel er fire millioner kroner, men det er ikke officielt bekræftet.

Mathias Kubel skal spille i trøje nummer 14. Den trækker han blandt andet over hovedet, når AaB og Aarhus Fremad mødes i 1. division 6. marts.

HIF ønsker kæmpestort tillykke med den flotte kontrakt!

Det skriver andre:

- Kubel på plads i AaB (Nordjyske)
- AaB køber Kubel (aabsport.dk)
- Aarhus Fremad sælger Mathias Kubel (aarhus-fremad.dk)
- Mathias Kubel tager afsked (aarhus-fremad.dk)
- AaB henter målfarlig profil (TV2 Nord)
- Aarhus Fremad vinker farvel til Kubel (bold.dk)
- AaB henter målfarlig profil i milliontransfer (Tipsbladet)
- Stor milliontransfer: AaB henter Mathias Kubel (migogaalborg.dk)
- Ny AaB-angriber: Det perfekte step i min karriere (bold.dk)
- Aarhus Fremad mister stjernespiller - solgt til konkurrent (Lokalavisen)
- Highlights fra Mathias Kubels sæson 2025-2026 (Youtube)

Luk