Menu

Hattrick af Peter Klode mod Funder GF

image Peter Klode fejrer at han netop har bragt HIF på 3-2 med sit tredje mål i kampen. Foto: Palle Herløv
Af Palle Herløv
18. august 2007 kl. 08:00

Peter Klode overtog hovedrollen på Hedensteds jyllandsseriehold i hjemmekampen mod Funder. Han lavede alle tre mål, da Hedensted vandt 3-2.


Kampen fik et besynderligt forløb. Hedensted havde 5 store chancer i de første 23 minutter uden at score. To til Jens Erik Skibsted, to til Jonas Kragh Olesen og én til Peter Klode. I stedet kom Funder foran 0-1 ved Louis Madsen efter 26 minutter, fordi dommer Boris Østgaard benyttede fordelsreglen, og fordi Hedensteds forsvar var i ubalance.
Målmand Jan Larsen reddede Hedensted tre minutter senere med en stor redning, men de sorte skyer fortsatte med at lægge sig over Hedensted Stadion. Det så ud til at være symbolsk for hjemmeholdet da Ronni Knudsen fik det gule kort efter 35 minutter for benspænd.
I overtiden inden pausen fik Hedensted udlignet på straffespark, da Funders målmand fældede Jonas Olesen og fik 10 minutter i straffeboksen. Peter Klode scorede til 1-1 hos markspilleren, der overtog målmandstrøjen.
Hedensted fik ikke testet Funders målmandsvikar i starten af anden halvleg. Det var i stedet Funder, der startede bedst med et frispark og en stor chance til den tidligere AC Horsens-angriber Peter Skjøth, der først kom på banen fra anden halvlegs start. Skjøth, der forleden scorede fire mål i en pokalkamp, plages stadig af en mindre skade. Alligevel var det ham, der med en simpel finte scorede til 1-2 efter 19 minutter.


Tåskadet
Hedensted-angriber Jesper Bechmann, der startede på bænken på grund af en skadet storetå, kom på banen og stod for oplægget til udligningen ved Peter Klode i det 75. minut. Fire minutter senere scorede samme Peter Klode sejrsmålet fra nært hold. Lars Dahls tropper fra Funder havde to gode chancer til at udligne i slutfasen, men uden held.

"Vi spillede langt bedre i første halvleg end i anden halvleg, men jeg var overrasket over det flotte spil, vi var i stand til at levere inden pausen", sagde HIF-træner Kent Scholz, der selv var på banen i hele kampen. "Vi spillede panikagtigt i anden halvleg, og selvom Peter Klode scorede alle tre mål, er han ikke i topform i øjeblikket. Vi har en meget smal trup lige nu. Jesper Bechmann er småskadet, Elvan Taser kan ikke træne på grund af militæret og Jakob Nielsen og Poul Baltzer er ude med skader. Derfor var det ekstra vigtigt, vi vandt i dag".

Luk