Menu

Fem HIF-piger var til talenttræning med DBU

image Malou Askær Sørensen, Sara Mølgaard, Emma Førslev Petersen, Sara Olsen og Clara Rosborg. Privatfoto
Af Inge Alsted Andersen
21. november 2017 kl. 08:59

BØRN & UNGDOM - I weekenden mødtes de tre jyske U14-talentcentre med 90 talentfulde spillere fra årgang 2004 til samling i Ikast Stadome. Ud af 90 spillere var fem fra Hedensted IF.

Vejen til talentsamlingen er gået via udtagelsessamlinger i Region Syddanmark. Spillerne indstilles af deres trænere, og det er kun de bedste af de bedste, der går videre, så det handler om at ramme dagen og vise, hvad man kan, så DBU's trænere kan se, at der er noget at bygge videre på.

Til den første samling i Vinding 3. september var hele otte piger fra Hedensted med. Pigerne var forberedt på, at kravene var høje, og de gik til øvelserne med god energi. Alle otte gik videre til den næste samling 24. september, hvor omkring 65 spillere fordelt på to hold hhv. om formiddagen og om eftermiddagen skulle vise, at de var klar til den endelige udtagelse til DBU's talentcenter i syd.

Malou Askær Sørensen, Sara Mølgaard, Emma Førslev Petersen, Sara Olsen og Clara Rosborg gik alle videre og har været til tre samlinger i efteråret i Kolding, Aabenraa og Rødding, hvor de har trænet med de bedste piger i Region Syddanmark.

Til weekendens samling i Ikast har pigerne spillet kamp lørdag, været til træning lørdag eftermiddag og spillet kamp igen søndag formiddag. Kampene har været mod hold fra hhv. Talentcenter Nord og Midt. Det er utrolig flot af vores lille klub, at vi har fem spillere med. En stor cadeau også til trænerteamet Ricky Jensen og Tina Mølgaard, som stiller høje krav til træningen. Træningen foregår på et højt teknisk og tempomæssigt niveau. Det har været med til at flytte pigernes niveau opad. Det er spændende at se, hvor langt de kommer.

Næste samling finder sted 10. december, hvor der igen bliver sorteret spillere fra.

Luk