Menu

Majfesten er tilbage i 2022, men vi har brug for flere frivillige

image Arkivfoto: Palle Herløv
Af Jens Brian Horsted
19. oktober 2021 kl. 18:15

KLUBNYT - Det er nu en realitet, at Majfesten bliver til noget i 2022. Det sker fra den 5. til den 8. maj.

Majfesten er en byfest, der arrangeres af frivillige med det formål at støtte ungdomsarbejdet i Hedensted Idrætsforening. Derfor går alt overskuddet til foreningen.

Der bydes på fire dages festivitas med blandt andet fodbold, børnedisco, ungdomsdisco, rafleturnering, optog gennem byen af hele HIF's børneafdeling, Hedensted Løbet, lørdagsfest, sildebord og masser af musik.

Planlægningen er allerede godt i gang, men vi mangler hænder. Og nu tænker du sikkert: 'puha, det kræver meget tid. Og ja - det gør det. Derfor vil vi lave flere underudvalg, som vi eksempelvis har haft stor succes med at gøre med et løbeudvalg, der arrangerer Hedensted Løbet.

Majfestudvalget er hovedudvalget. Herunder er der et teknisk udvalg, som hjælper på dagene op til og under arrangementet. Du kan læse mere om de udvalg på majfesten.dk.

Nu vil vi så gerne lave endnu et udvalg for Børnedisco. Vi søger nogle kreative personer, som kan være med til at lave den fedeste og sjoveste fest for klubbens spillere og byens børn, så kender I nogen, der ikke har tilknytning til klubben, men som kunne tænke sig at være med til at skabe en fest, er I meget velkomne til at videresende denne besked til dem.

Arbejdsområderne er bl.a.:
- Planlægge lege/konkurrencer/underholdning.
- Planlægge selve eventet. Herunder indkøbsliste til baren (sodavand og slik).
- Finde sponsorer.
- Markedsføring af festen via sociale medier, plakater, skoler, i sfo'er m.m.

Vi vil også gerne lave et udvalg for optoget, er går igennem byen. Her er arbejdsområderne:
- Planlægning af rute og events på ruten.
- Finde hjælpere til afvikling af optoget.
- Give besked om optoget til de forskellige hold.
- Sørge for, at de forskellige hold tilmelder sig.
- Følge op på tilmeldingerne.
- Sørge for opstilling på bibliotekets parkeringsplads.

I de to udvalg mødes I selvstændigt og planlægger for til sidst at give Majfestudvalget besked. Har I spørgsmål eller tvivl undervejs i planlægningen, står Majfestudvalget naturligvis klar til at hjælp med råd og hjælp, ligesom vi naturligvis gerne deltager i et opstartsmøde.

Lørdag eftermiddag har vi også brug for nogen, der vil sørge for bordopdækning med pynt og navneskilte m.m.

Vi håber meget at kunne finde ekstra hænder til ovenstående blandt HIF folk, og vi planlægger at afholde et info-møde, hvor du kan høre mere om Majfesten og opgaverne.

Derfor - meld tilbage til Tina Andreasen på tlf. 6169 0767 eller mail myntevej41(a)mail.dk og gør det hurtigt, hvis du har lyst til at høre mere.

Luk