Menu

DS: HIF er tilbage på sporet med storsejr over B1913

image Arkivfoto
29. september 2018 kl. 16:07

SENIOR - Hedensteds førstehold er efter to nederlag og en uafgjort tilbage på sporet efter dagens hjemmekamp mod B1913.

Hedensted vandt 5-2 efter at have været foran 4-1 ved pausen. Gæsterne fik ellers en perfekt start, da de scorede efter kun seks minutters spil.

Der var comeback til Mirsad Suljic, der har været skadet gennem længere tid. Han havde kun været på banen i tre minutter efter sin indskiftning i anden halvleg, da han kom på måltavlen.

- Vi vinder fuldt fortjent efter årets bedste præstation. Vores to backs André Givskov og Nikolaj Søgaard var tilbage efter skader, og det skulle vise sig at blive en afgørende faktor. Vi vidste på forhånd, at B1913 spillede med en smal diamant på midten, og derfor lød gameplanen på, at vi skulle ud og spille to mod én i siderne og på den måde komme ned bag dem. Det lykkedes til fulde, og det er lige før, jeg tror, vi producerede flere hundredeprocents-chancer i den her kamp, end vi har haft i de seneste fem kampe tilsammen, siger cheftræner Kasper Adelfred til hedenstedif.dk.

- Vi fik en mareridts-start igen efter en situation, hvor deres angriber snød Nicolai Givskov og sparkede den tørt ind, men i dag var der ild i øjnene på folk, og det slog os ikke ud. 1-1-målet er bare høj klasse af André, der glider forbi tre modspillere og smadrer den op i hjørnet.

Herefter havde B1913 en kæmpe chance, hvor de var igennem tre mod en, men HIF-keeper Kenneth Qvist satsede rigtigt og reddede på flotteste vis. Resten af halvlegen stod der Hedensted på.

Målet til 2-1 kom efter en standardsituation, hvor Nicolai Givskov var blevet fremme. Bolden røg ud til Nikolaj Søgaard, der smed en sukkerbold ind i hovedet på Nicolai, der tog revanche fra 0-1-målet ved at heade den op i hjørnet.

Det blev 3-1 efter et gennembrud i højre side. Via Rasmus Jørgensen endte bolden ved Simon Thisgaard, der sparkede den sikkert i nettet, og inden pausen blev det også 4-1 da Rasmus blev fældet i feltet af B1913's keeper. Simon Thisgaard scorede igen sikkert.

Anden halvleg blev lidt mindre vild, men Hedensted producerede stadig kæmpestore chancer efter behag.

- Med 20 minutter tilbage scorede gæsternes store angriber et let mål i en situation, der stank af offside. Heldigvis scorede vi hurtigt efter ved Mirsad Suljic, og dermed lukkede vi kampen definitivt, siger Kasper Adelfred.

- Alt i alt en kæmpesejr for os. Vi lignede os selv efter et par mindre gode kampe. Jesper Stab var hér, dér og allevegne centralt på banen, og han blev fortjent kåret som kampens spiller. Samtidig var det godt at se, at André Givskov, Nikolaj Søgaard, Martin Damsbo og Mirsad Suljic alle er ved at være 100 procent klar igen efter deres skader, lyder det fra cheftræneren.


Næste turneringskamp er lørdag 6. oktober kl. 13.30 hjemme mod Silkeborg KFUM.

HIF's startopstilling:
1. Kenneth Qvist (m)
3. Steffen Holm
4. Nikolaj Søgaard
5. André Givskov
6. Jesper Stab
7. Nicolai Givskov
8. Rasmus Jørgensen
9. Kristian Bonde
10. Mathias Kahr Christensen (c)
11. Mikkel Thisgaard
13. Simon Thisgaard

På bænken:
12. Martin Damsbo
15. Benjamin Suner
16. Rasmus Schwartz Villadsen (m)
17. Mirsad Suljic

Målscorere:
06' 0-1 Valdemar Schousboe
15' 1-1 André Givskov
21' 2-1 Nicolai Givskov
25' 3-1 Simon Thisgaard
39' 4-1 Simon Thisgaard (straffespark)
67' 4-2 Francis Chibuike Nnah
72' 5-2 Mirsad Suljic

Ind- og udskiftninger:
59' Martin Damsbo ind  André Givskov ud 
69' Mirsad Suljic ind  Simon Thisgaard ud 
73' Benjamin Suner ind  Rasmus Jørgensen ud