Menu

Lønnet job: HIF søger ny træner til serie 1

image Foto: Palle Herløv.
Af HIF Kommunikation
20. november 2023 kl. 20:23

SENIOR - Hedensted IF søger en træner til klubbens andethold i serie 1.

Du bliver en del af setuppet omkring vores elitesatsning, der omfatter førsteholdet i danmarksserien, andetholdet i serie 1 og U19 Liga 1. Der er altså tale om endnu en styrkelse af det setup.

På serie 1-holdet skal du arbejde på lige fod og sammen med holdets anden og nuværende træner og holdleder. I tæt samarbejde skal I sikre, at holdet praktiserer en offensiv spillestil, samtidig med at fodbolden skal blive ved med at være sjov. Og ikke mindst seværdig for tilskuerne.

Du må gerne være spillende træner.

Forventninger: Vi forventer af dig som profil, at du er taktisk dygtig og at du kender styrker og svagheder ved forskellige spilsystemer.

Du skal være god til mandskabsbehandling og i stand til at forstå den verden, spillerne befinder sig i.

Da holdet består af mange unge spillere, der har brug for mundtlig coaching, vil det være en fordel, at du tidligere har arbejdet med unge mennesker.

Til gengæld tilbyder vi et stærkt setup med mulighed for personlig udvikling i et ambitiøst fodboldmiljø.

Arbejdsopgaver: 2-3 træninger om ugen (mandag, tirsdag og torsdag) fra klokken 18.30 til 20. Alle træninger starter fælles sammen med holdet i danmarksserien.

Det kan blive aktuelt, at du derudover deltager i trænermøder, fællesspisninger og ikke mindst klubbens træningslejr i Spanien, hvor vi plejer at rejse hen i februar.

Det er en fordel, hvis du kan bidrage til at lave arrangementer, der styrker det sociale sammenhold i eliteafdelingen.

Er jobbet lønnet: Ja.

Ansøgningsfrist: Fredag den 1. december 2023.

Tiltrædelse: Mandag den 1. januar 2024.

Kontakt: Sportschef Alex Nørlund, tlf. 4079 3078, alexnoerlund@gmail.com.

Luk