Menu

Tredjeholdet rykker op i serie 3

image Foto: Anders Brohus
Af HIF Kommunikation
19. juni 2022 kl. 15:50

SENIOR - Klubbens tredjehold gjorde det nødvendige, da det i dag spillede sæsonens sidste og afgørende kamp.

På den anden side af kridtstregerne stod Bjerre Herred Fodbold, der nu skal ud og slås for overlevelse i serie 4. Hedensted derimod kunne ved slutfløjt lade champagnepropperne fare til himmels, for holdet har med sejren på 4-1 sikret sig en flot oprykning til serie 3.

Målene blev scoret af Christoffer Løwendahl Pedersen (2), Jacob Mortensen og Mads Kristoffersen.

- Det var tydeligt at mærke, hvor meget det sad i vores hoveder, at en sejr ville give os den direkte oprykning oven på en lang sæson. Med dejligt sommervejr og fantastiske tilskuere blev aftalerne lidt glemt, da dommeren fløjtede op. Vi havde aftalt, at vi skulle sørge for at være det berømte millisekund foran modstanderne fra start, for så vidste vi, at det var et spørgmål om tid, før tingene ville blive afgjort til vores side, siger træner Jacob Krag Olesen til hedenstedif.dk.

- Heldigvis havde drengene så ekstraordinært meget kvalitet i sig, at kampen aldrig føltes ude af vores hænder, hvilket sejren på de sikre 4-1 jo også i dén grad viser. Den kunne endda være blevet større.


- Set over hele sæsonen må jeg sige, at det som træner er utrolig fedt at se, hvordan den her trup er gået fra at have få individualister og fra at være et "telefonhold" hver weekend, til at vi nu har en fuld trup med 16-17 faste mand. Takket være et fantastisk scouting-arbejde af min assistent Jannick Rasmussen.

- Gutterne har virkelig fået gjort selve holdet til individualisten. Vi har fået HIF's dna tilbage på holdet, så der skal lyde et kæmpe skulderklap til alle spillere for at have sikret 12 sejre i 14 kampe. De har bare gjort det nemt at komme til træning tirsdag og torsdag samt til kamp for at sætte kegler op og råbe lidt, hvorefter de bare tager niveauet op derfra, så jeg takker dem ydmygt for, at jeg nu kan kalde dem serie 3-spillere, og det er mega fedt at rykke op i sin debutsæson som træner, siger Jacob Kragh Olesen.


Luk